Der er mange landskabsmalere i Danmark. Flere af dem skaber pæne og dekorative billeder af skovpartier, bølgende bakker, idylliske fjorde eller blomstrende enge. Det er imidlertid kun få af dem, som i deres kunst forsøger at genskabe processen i og bag naturen: forrådnelsen, de geologiske lag, de mikrobiologiske processer, det spirende liv, kort sagt alt det, som har med stofligheden, med det ikke- pæne at gøre.

Birgitte Valentin er en sådan kunstner. Hendes malerier er ikke pæne. Godt nok kan hun sagtens finde på at gengive en solnedgangs forføreriske skønhed eller en skandinavisk skovidyl, men der er noget ved hendes malerier, som gør, at de hæver sig over det blot og bart dekorative. Dette noget har lige præcis med stoflighed at gøre. Som Courbet arbejder Valentin først og fremmest med spartel. Farven bygges bogstaveligt talt op i lag på lag indtil hun føler, at hendes erindring om et helt konkret landskab er blevet korrekt gengivet på lærredet. Det handler ikke så meget om fotografisk nøjagtighed som at det er lykkedes hende at genskabe landskabets essens. De geometriske grundformer, de farvenuancer og den sjæl, landskabet har i hendes bevidsthed.

Dette kommer tydeligt til udtryk i en hel serie af malerier med havet som motiv. Uanset om den konkrete lokalitet hedder Færøerne, Polynesien eller Australien kan Birgitte Valentin som få andre gøre havet havagtigt. Hun viser det urgamle sammenstød mellem de hårde klipper og de stormpiskede bølger, så man næsten får en fornemmelse af at befinde sig midt ude i brændingen. De kridhvide bølgekamme, malet så pastost, at pigmenterne får en reliefkarakter overfor uudgrundelige og uudtømmelige nuancer af blåt. Alt dette er blevet Valentins varemærke og hendes indiskutable styrke. At folk værdsætter denne usentimentale og ganske rå malemåde er kun endnu et tegn på, at havet på trods af at vi lever i en højteknologisk tidsalder stadig kan indgyde ærefrygt i os.

Det er nu ikke kun i havmotiver, at Birgitte Valentin opnår at fange det helt specielle ved et landskab. Hvad enten det er en frodig australsk regnskov, et barskt nordskandinavisk landskab eller en charmerende sydhavsø formår hun at skildre det arketypiske ved motivet. Det kræver tydeligvis hårdt arbejde, også selvom resultatet fremstår ubesværet.

Selv når Valentin maler blomster lykkes det hende at tilføre sine billeder råstyrke. Det hun viser os, udover blomsternes indlysende og æggende farvepragt, er deres livskraft, deres ubetvingelig evne til at spire og give nyt liv til naturens evige cyklus. I fejende bevægelser skitserer hun kronbladenes rytmiske opbygning, så man får fornemmelsen af et helt musikalsk crescendo. Igen uden det mindste spor af feminin ynde og smagfuld dekoration.

Det samme kan siges om Birgitte Valentins skulpturelle arbejder. Også her, i hendes på én gang stærke og klassisk smukke menneskefigurer, sporer man en kunstnerisk kraft og ambition, som ikke går på kompromis. Det er denne indstilling til metieren som udover en god portion håndværksmæssigt talent gør Birgitte Valentin til en god kunstner.

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen